I Danmark kender vi Blockbuster som den streamingtjeneste, hvor vi betaler en lejepris pr. film, fordi vi ikke kan finde en specifik film på Netflix.
Men engang var Blockbuster noget helt andet, end vi kender den i dag.
Længe før vi fik streamingtjenesterne som førnævnte Netflix, skulle man leje film, hvis man ville se en film og ikke købe den, når den havde være i biografen. Og Blockbuster var i mange år den største af videoudlejningskæderne i hele verden.
I 2004 var videoudlejningskæden på sit højeste med over ni tusinde butikker i hele verden, 84.000 ansatte, 65 mio. registrerede kunder, tjente $800 mio. (ca. 6,9 mia. kr. i 2021-værdi) kun på gebyrer på for sent tilbageleverede videokassetter og var mere end $3 mia. værd (ca. 26 mia. kr. i nutidens kurs).
Kun seks år senere i 2010 begærede moderselskabet konkurs.
Hvordan kunne det gå så vidt, at en engang så stor virksomhed kunne gå konkurs? Lad os historie undersøge det sammen og finde ud af det.
(Læs også: De ti største danske virksomheder målt efter omsætning)
Opstartsperioden
19. oktober 1985, Dallas, Texas i USA. En stor folkeskare står i kø til åbningen af den allerførste Blockbusterbutik. Der kom så mange kunder, at de var nødt til at låse dørene på et tidspunkt i et forsøg på at holde folk ude. Udlejningsbutikken var helt fyldt op med mennesker, men der var stadig mange, der ville ind.
Folk i Dallas var ellers vant til video-udlejningsbutikker, men det, der var anderledes ved Blockbuster var, at mens andre almindelige butikker kunne klare at have 200, måske 300, forskellige filmtitler på hylderne, havde Blockbuster hele 8.000.
Almindelige udlejningsbutikker brugte papirer til lejeregistrering og medlem-skaber, og det gjorde det svært at holde styr på de mange videoudlejninger. Stifteren af Blockbuster, David Cook, havde lavet et system på en computer, der gjorde det muligt at holde styr på så mange filmtitler på én gang op til den første butiks åbning. Et banebrydende system på det tidspunkt, hvor der stort set var ingen butikker, der brugte computere.
Det blev hurtigt et succes, og allerede indenfor et år åbnede Blockbuster tre andre udlejningsbutikker i andre lokationer.
De første investorer
Herefter gik det endnu hurtigere.
I 1987 havde kæden 19 butikker og på det tidspunkt kom der en investor, Wayne Huizenga, ind og købte store dele. Han fortsatte udvidelsen af kæden, mens han også overtalte sin forretningspartner, John Melk, til også at satse på Blockbuster
De to forretningsmænd tog over, mens David Cook gik ud af virksomheden, allerede to år efter han stiftede virksomheden, da hovedkvarteret blev flyttet til Fort Lauderdale i Florida. Cook ville ikke flytte.
Huizenga og Melk, inspireret af McDonald’s, begyndte at satse på hurtig udvidelse og åbnede en ny butik i en ny lokation stort set hvert døgn. Allerede I 1988 blev de USA’s største videoudlejningskæde.
En ny ejer
I 1994 blev kæden købt af Viacom for $8,4 mia. (Ca. 92,5 mia. kr. i nutidens kurs).
På det tidspunkt havde kæden omkring seks tusinde butikker overalt på jorden, efter de havde købt mange andre konkurrenter, såsom Ritz, der blev kædens vej ind i Storbritannien, og selv havde åbnet mange andre butikker.
Nye konkurrenter og den største fejl
1997 var der en mand, der var træt af at betale de dyre gebyrer, hver gang han afleverede en video for sent. Det ville han ændre på med sin egen video-udlejningsfirma.
Den mand var Reed Hastings, stifter af Netflix.
Dengang var Netflix heller ikke det samme, som vi kender den i dag.
Forretningsidéen hos Netflix bestod i at kunderne ikke skulle betale, hver gang de lånte en film, i stedet skulle de købe månedlige abonnementer. Og i stedet for at gå i butikken, skulle kunderne leje filmene, der på det tidspunkt var i DVD-form, via internettet. De blev så sent gennem posten direkte til kunderne. Returneringen foregik samme vej. Og ikke mindst var der ingen gebyrer på for sent returnerede udlejningsfilm.
Netflix blev et stort hit hos kunderne. I 2000 havde de allerede 300.000 abonnenter. Men forretningsgrundlaget var alt andet end et hit for virksomheden rent økonomisk, for samme år havde Netflix et underskud på $57 mio.
Det fik virksomheden til at lede efter en løsning, så den kunne overleve. Største redningsaktion var at tilbyde sig selv til Blockbuster for ”sølle” $50 mio., hvor de selv ville blive en del af Blockbuster og sørge for internetdelen, mens
Til præsentationen blev Netflix-ledelsen grint ud af mødelokalet af Blockbuster, der dengang blev ledet af John Antioco, en forretningsmand, der havde haft succes med Taco Bell og 7-eleven som en del af deres ledelser.
Antioco ville ikke investere i et underskudsselskab og kunne ikke se en fremtid i postordreudlejning. Antioco ville ikke engang give sig selv tid til at tænke over beslutningen.
I 2002 dukkede Redbox op med deres hurtige selvbetjeningsautomater og selvom de kun udlejede film, hvorimod Blockbuster på det tidspunkt udlejede film, serier og spil, blev den nye udlejningsmetode et hit hos forbrugerne.
En af de store fordele ved Redbox var også, at den var en blanding af Blockbuster og Netflix. Man kunne hente og leje DVD’er i kiosker, der havde Redbox-automater eller så kunne man også leje filmene på internettet. Kunderne skulle heller ikke betale gebyrer, når de afleverede udlejningsfilmene tilbage for sent.
Storhed og fald
Trods konkurrenterne nåede Blockbuster sit højeste i 2004.
Samme år droppede selskabet de omdiskuterede gebyrer, gik online og begyndte at tilbyde abonnementer til deres kunder, der kunne leje fysiske udlejningsvideoer, -serier og -spil så meget som de ville, til $19,95 om måneden.
Men det var allerede for sent at skifte kurs for Blockbuster.
Populariteten af Netflix og Redbox og Blockbuster’s alt for langsomme kursskifte betød, at Blockbuster mistede 75% af sin værdi mellem 2003 og 2005.
I 2007 lancerede Netflix sin online-streamingtjeneste, hvor kunder kunne købe og leje film og serier, dog uden en abonnementløsning i første omgang.
Samme år købte Blockbuster streamingtjenesten MovieLink, så de kunne konkurrere mod Netflix.
Næste år startede Hulu, der også tilbød livestreaming.
Blockbuster’s køb af MovieLink hjalp ikke det store. Netflix havde allerede mere end 6 mio. kunder online, da de lancerede deres streamingtjeneste, hvilket var noget alle ikke kunne konkurrere imod, heriblandt også Blockbuster, der var langt bagud.
For at vende nedgangen gjorde Blockbuster et desperat forsøg på at købe CircuitCity, der var og er stadig en elektronik-butikskæde den dag i dag. Idéen var at komme ind i elektronikbranchen og dermed redde selskabet.
Købstilbuddet blev afslået.
I 2010 havde Blockbuster en gæld på over $1 mia., som selskabet ikke kunne betale, og dermed begærede den konkurs.
Det sidste pust
I det næste år blev konkursboet efter Blockbuster købt af Dish Network, der håbede på at holde 600 butikker i live
2 år efter i 2013 havde kæden kun halvdelen af butikkerne tilbage og annoncerede at selskabet ville lukke de resterende butikker efter store underskud.
I dag er der kun én butik tilbage i hele verden. I den lille by Bend i Oregonstaten er der en stædig franchiseejer, der holder det sidste lys oppe i Blockbustermørket.
Butikken bliver holdt i live af 4.000 loyale, lokale kunder, et kundekreds, der bliver udvidet hver dag, og ikke mindst turister, der får en nostalgisk oplevelse ved at besøge butikken og får sig et tilbageblik på en videoudlejningskæde, der engang var et så stort superhit.
Artikel fra online magasinet
Denne artikel blev først udgivet i den første udgave af online magasinet, Startup Magazine. Læs den gratis her.
