Hans Facebookside, Iværksætter råd, har lidt over 7.500 følgere, han har i skrivende stund skrevet 42.693 indlæg på Amino’s debatforummer, noget som oftest gør ham til den mest aktive på iværksætterplatformen måned efter måned, han har indtil videre 240 blogindlæg i sin prisvindende blog, der har over 30.000 månedlige besøgende, han har skrevet 8 e-bøger og paperbacks med iværksætteri som emne og glem heller ikke de tusindvis af kommentarer han har skrevet i de forskellige Facebookgrupper for iværksættere.
De fleste, der har skrevet noget eller følger med i iværksættergrupperne på Facebook og debatforummerne på Amino eller har besøgt hans blog, kender navnet John Hannover. Men de fleste kender ikke til hans historie. Eller ved, hvorfor han bruger så meget tid på at hjælpe iværksætter uden beregning.
(Læs også: Even Ramsland: Med hjertet på rette sted)
Hans tid som virksomhedsejer
John Hannover blev født som den yngste af tre børn af forældrene Inger og Hans Hannover i 1950. Han blev uddannet i Superfos-koncernen som 20-årig. 5. august 1972 blev han gift med sin flerårige kæreste, Henny, som hun fik to drenge med. Som 24-årig overtog han sin fars virksomhed, Dansk Etiketvæveri (senere Menda Etiketvæveri A/S), der producerede etiketter til modebranchen, da hans far, Hans, pensionerede sig selv. Han var den eneste, der havde lyst til at fortsætte i faderens virksomhed, fortæller han. De to andre søskende havde andre drømme og ambitioner.
”Min far etablerede virksomheden i 1946.” Fortalte John og fortsatte: ”Jeg syntes, at det ville være synd, hvis alle 120 medarbejdere skulle sendes hjem, bare fordi min far skulle på pension. Så det var en blanding af lyst, men også i den grad af pligtfølelse overfor både medarbejderne og min far, der gjorde, at jeg besluttede mig for at overtage virksomheden. Det var en udfordrende, men lærerig tid for mig. Jeg boede og havde kontor i København, mens fabrikken var i Holstebro. Så der var meget kørsel frem og tilbage og meget tid brugt væk fra familien. ”
Han drev virksomheden indtil 1988, hvor den blev købt af Nilörn, der dengang var et designagentur og en stor kunde af Menda Dansk Etiketvæveri.
”Nilörn’s ejer kom til mig i 1986 og sagde, at han ville købe min virksomhed, fordi han ville producere selv i stedet for at have leverandører. Jeg var ikke forberedt på at sælge det hele endnu, men vi lavede en aftale, at han kunne købe en tredjedele af virksomheden. Aftalen indeholdt, at han så kunne købe resten af virksomheden 2 år efter, hvis jeg ikke købte hans andel selv. ”
Tiden hos Nilörngruppen
Efter salget af virksomheden blev han af koncernen bedt om at varetage sig de danske interesser som direktør i landet. En stilling han tog og blev samtidigt en del af koncernledelsen med hovedsæde i Sverige.
”Det var en spændende tid, for jeg blev også bedt om at sørge alt gik glat, når koncernen skulle udvide og købe fabrikker rundt om i verden. Jeg var blandt andet i Schweiz, Tyskland, Belgien, Frankrig, England og Portugal for at hjælpe med virksomhedsovertagelser. Vi var også en af de første europæiske virksomheder, der kæmpede for medarbejdervilkår i Kina, hvor vi havde leverandører. De kinesiske arbejdere havde hårde vilkår, da vi kom til, men jeg var med til at ændre det og give dem bedre vilkår.”
I slutningen af 90’erne og starten af 00’erne steg John Hannover hurtigt op i koncernens hierarki. 1998 blev han COO -driftsdirek-tør- , i 2000 blev han forfremmet til VP – viceadministrerende direktør – og allerede i 2003 spurgte koncernens ejere om han ville tage over som CEO .
”Koncernens ejeres bad den siddende CEO blev om at træde tilbage, hvor jeg så overtog hans sæde. Det var lidt en tumultarisk tid, fordi CEO’en før mig var ikke så glad for at blive bedt om at træde tilbage og blev så siddende som bestyrelsesformand, så han var stadig min chef på et plan. Det blev så bedre efter han reelt trådte tilbage fra koncernen i 2004.”
Hele Danmarks iværksætterrådgiver
i 2010 trådte John Hannover selv tilbage som CEO hos Nilörngruppen (Nu Nilorn Worldwide). Inden da havde han sørget for at gøre selskabet endnu mere global, end den var før. Men det var ikke tid til pension i hans vedkommende.
”Jeg fik en fornuftig fratrædelsesgodtgørelse hos Nilörn. Og min søn, Michael, startede sit eget filmproduktionsselskab, Hannover Productions, på omkring samme tid og manglede en regnskabsmand. Det var lidt dumt af mig, men jeg havde læst kvartalsregnskaber nok til at tro, at jeg havde evnerne kunne tage den stilling. Det havde jeg så ikke i første omgang. En masse regnskabsbøger blev læst, inden jeg blev god nok til at kunne føre hele regnskabet selv, men det lykkedes jo.”
John Hannover har siden omkring 2000 svaret iværksætteres spørgsmål i forskellige forummer på nettet og hjulpet andre personligt, men det var i samme år, hvor han stoppede hos Nilörn og begyndte hos Hannover Produktions, at han rigtig startede som hele Danmarks iværksætterrådgiver på stort set fuld tid. Og han er ikke stoppet siden og holder sjældent fridage.
”For mig er der ingen forskel på om det er torsdag eller lørdag. Jeg ser alle dage som ens, så jeg arbejder hver dag. Det har jeg altid gjort. Jeg står op om morgenen, gør mig klar og spiser også er jeg klar til at arbejde et par timer. Derefter går jeg en tur med min hund i et par timer, også er jeg klar til at arbejde et par timer mere. Og et par timers arbejde mere om aftenen. Så er jeg klar til at gå i seng bagefter. Sådan er mine dage. Det har altid handlet om arbejde.”
Hvorfor han hjælper iværksættere
Spurgt om, hvorfor han gør, hvad han gør, svarede han:
” Jeg får ikke løn for det her. Jeg har selvfølgelig mine e-bøger og paperbacks, der bliver solgt på Saxo, men dem tjener jeg slet ikke nok på nogen måde at kunne leve af det. Så det handler selvfølgelig ikke om penge. Jeg er jo allerede sikret på det punkt.
Jeg har hjulpet folk i stigende grad siden 2000 og da jeg trådte tilbage som CEO hos Nilörn, havde jeg meget tid tilovers. Jeg hjalp min søn med hans nye virksomhed dengang og indså, at der måtte være mange andre som ham: Unge og har lyst til at drive egen virksomhed, men har brug for en rådgiver. Og jeg kunne hurtigt se, at der manglede gratis viden indenfor iværksætteri og at der var mange rådgivere derude, der gav folk forkerte råd og tit manglende råd. Det ville jeg gøre noget ved. Min søn var en stor grund til at jeg begyndte at satse meget på at hjælpe andre iværksættere, fordi jeg ikke ville have at andre som ham skulle mangle eller få det forkerte råd fra erfarne folk som mig. Jeg vil ikke have at de går konkurs på grund af manglende rådgivning og dermed miste deres store passioner. Der er utroligt mange unge mennesker, der er så dygtige til hvert deres eget felt, men kan ikke drive virksomhed, fordi de mangler den nødvendige viden. Det er dem, jeg gerne vil hjælpe.
Jeg ville også lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kan lide at få anerkendelse en gang imellem. For det gør jeg. Man kan ikke lade være med at smile og blive stolt af sig selv, når folk spontant skriver til mig, hvor meget mine råd har betydet for dem og takker mig.”
Hvad fremtiden bringer
John’s søn overgav sit selskab til sin far i 2018, da han ikke ville drive sin egen virksomhed længere. På samme tid holdt arbejdet som CFO i samme selskab op for John.
Samme virksomhed bruger John nu som baggrund, når han af og til udfører ad hoc opgaver for andre selskaber.
Februar-måned 2020 mistede han sin kone til kræft, samme form for kræftsvulst, som han mistede sin mor til, da han kun var 23 år.
”Jeg har opbygget et stærkt had til den form for kræft. Til kræft i det hele taget,” sagde John Hannover, ”Sidste år var den sværeste periode i mit liv. Jeg mistede min kone, som jeg havde været sammen med i over 50 år og havde været min hustru i næsten 48 år. Lige præcis som corona kom til Danmark. Så jeg kunne ikke være sammen med andre. Jeg kunne ikke besøge nogen eller modtage besøgende selv. Det ville jeg aldrig ønske for nogen som helst her i verden.”
Der er dog intet, der stopper alle danske iværksætteres utrættelige rådgiver, der nu er 70 år gammel.
”Jeg stopper den dag, jeg indser, at jeg ikke kan tage vare på mig selv længere. Den dag, jeg ikke kan gå en lang tur med min hund længere. Men nej, jeg har aldrig overvejet at stoppe med at hjælpe iværksættere. Jeg fortsætter, så længe jeg kan.”