pr

PR | Offline marketing

Hvad er PR?

PR, der står for Public Relations, er markedsføringsform, der har til formål at udnytte publiceringer og/eller politiske linjer til fordel for virksomheden og evt. dens salg.

PR kan bestå af:

  • Lobbyisme: Påvirke organisationer eller politiske beslutningstagere
  • Pressemeddelelser: Nyheder, årsregnskaber og nye produkter kan sendes ud til nyhedsmedier og dermed give dem muligheden for at lave en artikel.
  • Virksomhedskommunikation: Blogartikler, artikler og udtalelser som thought leader (eller ekspert), som kan bruges til at eksponere virksomheden og dens produkter og dermed også give andre medier mulighed for at skrive om én.

 

(Læs også: Offline marketing)

Lobbyisme

Lobbyisme er nok ikke så relevant for dig, især hvis din virksomhed ikke er en stor en fra starten af. Men det kan stadigvæk være at du bliver nødt til at have en snakke med en lokal politiker. F.eks. hvis kommunen af en eller anden grund står i vejen for realiseringen af din drømmevirksomhed.

I det tilfælde er du en lobbyist, der påvirker en lokal politiker på vegne af dine egne interesser. Og det kan sagtens være at politikeren lytter til dig. Især hvis din virksomhed får eller allerede har god effekt på lokalsamfundet.

Pressemeddelelser

Det, der kan være mest relevant for dig, er pressemeddelelser og virksomhedskommunikation. Du kan sagtens prøve at få en journalist til at skrive om dig og din virksomhed eller interviewe dig ved selv at kontakte vedkommende.

Det kan du gøre med en pressemeddelelse eller ved at sende en blogartikel, som du har skrevet og er blevet et megahit på de sociale medier. Eller noget helt andet, som du kan bruge til at overtale en journalist til at fortælle din historie overfor vedkommendes læsere eller seere.

Overtal en journalist

Der er fire kriterier, som du helt eller delvist skal opfylde, før du kan overtale en journalist til at fortælle om din historie.

De kriterier er:

  • Aktualitet: Er det aktuelt i den virkelige verden? Eller er det aktuelt i det medie, som du vil kontakte? For eksempel kan der være debat om et særligt emne, som du kan komme med din mening om. Eller der kan foregå noget ude i samfundet eller i et delsamfund (som en branche), der kan være interessant for læserne eller seerne at høre din vinkel om. Tænk derfor nøje over om den historie, du vil frem med er aktuelt.
  • Væsentlighed: Din historie skal være relevant for det individuelle medies læsere eller seere. Hvis det ikke betyder noget for et medies læsere, får du svært ved at få din historie bredt ud til den målgruppe. For eksempel hvis du kontakter Alt om Data om din finansielle succes, får du svært ved at få det medie at skrive om dig, mens du måske får større succes ved hos den lokale eller regionale ugeblad.
  • Identifikation: Læserne eller seerne skal kunne identificere sig i din historie. Løser du deres problemstillinger? For eksempel kan du snakke med frisørernes fagblad, hvis du har en løsning til deres problemer med ildelugtende hårfarver. Eller hvis du kan få læserne til at tænke: ”Gid det var mig” eller ”Godt det ikke var mig” er det også en identifikation.
  • Sensation: Nok det sværeste kriterie at opfylde. Her skal din historie være virkelig ualmindelig og spektakulær. En virkelig sensation kan være interessant for de fleste mediebrugere og dermed også brugbar for de fleste medier, men du også kan have sensationelle nyheder, der kun er interessant for visse medier og dermed også brugbare for dig i din stræben at få gratis opmærksomhed omkring din virksomhed.

Det er nok med mindst to kriterier

Det er ikke et absolut krav at du skal udfylde alle kriterier på én gang. Det lykkes de færreste at skabe sensationelle nyheder, selvom Ekstrabladet nok vil mene at alle deres historier er sensationer, sådan som de skriver deres artikeltitler.

Sensationer skaber masser af opmærksomhed, men som du nu ved er det meget svært at opfylde det kriterie. Så længe du kan opfylde to-tre stykker, er du godt på vej mod en god historie i et medier. Og dermed opmærksomhed, der kan hjælpe dig med at sælge.

Relateret: 3 måder, hvorpå din virksomhed kan få medieomtale

Kontakt til medier

Hvis du skal kontakte en journalist, så ring først, før du sender en historie på skrift. Det sikrer, at du skiller dig ud fra alle andre, der bare skriver en e-mail til den journalist. På den måde kan det minde meget om at søge arbejde, fordi du skal nærmest overtale journalisten til at vælge dig overfor mange andre, der også kontakter vedkommende i løbet af dagen.

Tænk på introduktionen af din historie som en artikel. Det første, du skal nævne, er titlen på din historie eller din vinkel. Bare en linje som en start. Hvis det vækker interessen hos journalisten, kan du komme videre i historien og fortælle om din indledning, den del, der plejer at være på fed skrift lige under titlen og er på et par sætninger. Og hvis journalisten stadig er interesseret, får du muligheden for at sende resten af din historie på skrift. Hold den kort, højst én side.

Hvis journalisten vil høre mere, kommer vedkommende til at interviewe dig. Og hvis du vil gøre det mere interessant for journalisten, skal du sørge for at have dokumentation for det, du gerne vil fortælle.

Ubegrundede nyheder er ikke så interessante som egentlige artikler og hører nok mere til som debatindlæg.

Tænk på journalister som læsernes spamfiltre, der sorterer uinteressante nyheder og historier fra for deres læsere eller seere. De er meget selektive. Så hvis de nævner at de ikke er interesseret fra starten af, så lad være med at prøve at overbevise dem. Du gør dem bare irriteret, hvis du gør det. Og dine chancer for at nogensinde få en historie på deres medier bliver meget lille af den grund.

Kom videre til et andet medie, hvis en journalist ikke er interesseret.

Fordele og ulemper ved PR

pr_fordele_og_ulemper

Fordele

En af de store fordele kan være at du og din virksomhed opnår troværdighed overfor læserne eller seerne og dermed kan booste dit salg.

Du kan også booste salget bare ved at informere læserne eller seerne om dit produkt.

Og det hele til en relativ billig løsning. Ofte kræver det kun din tid, hvis du ikke har brugt en masse penge på PR-virksomheder, der sørger for at omtalen og opmærksomheden bliver til noget.

Og til sidst er det selvfølgelig også en stor branding mulighed for din virksomhed, da omtale i medier er rimeligt stort stadigvæk i vores moderne samfund.

Ulemper

Du har til gengæld mange om at konkurrere imod. Der er mange, der kontakter journalisterne hver dag. Og hvis du for eksempel ikke ringer til journalisten først, kan din e-mail forsvinde i bunken af mails, som journalisten får hver dag. Og du kan blive fravalgt nemt, selvom du har en meget bedre historie end den, der kommer på mediet.

Det er journalisten, der bestemmer alt om, hvad der er relevant for mediets brugere. Og der kan stadigvæk også ske misforståelser, som gør at din historie bliver fortalt på en måde, som du ikke havde hensigt til.

Det giver også mulighed for at omtalen kan have negative konsekvenser. For eksempel hvis du er blevet misforstået og din ellers så gode og positive historie lyder negativt for læserne eller seerne eller hvis der bare er blevet lavet en faktuel fejl på artiklen.

Flere artikler

Startup Magazine

NYHEDSBREV

STARTUP MAGAZINE new logo white

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV OG MODTAG
NYT OM NYE ARTIKLER OG PRODUKTER