Monaco, en varm augustdag i 2018. Christian Bertelsen gør sig klar til at tage af sted på universitetet, hvor første dag starter på det eftertragtede International University of Monaco. Hvad Christian ikke vidste, mens han gør sig klar, er, at resten af hans liv ville blive formet, allerede på den første dag. Det samme er gældende for mange af de andre studerende, men for Christian blev den første skoledags effekt meget større end for mange andre.
Han havde nemlig på en af skolens Facebookgrupper lavet en aftale med en vis Manila Di Giovanni, der skulle gå i samme klasse som Christian Bertelsen, at de skulle tage toget til skole sammen. Manila Di Giovanni var kvinden, som Christian på et senere tidspunkt ville starte en spændende startup med.
”Allerede derfra var der bare god kemi mellem mig og Manila,” fortæller Christian og fortsætter, ”Vi havde lige præcis de samme ambitioner, men vi vidste begge to ikke konkret, hvad det var endnu. De to ting, vi vidste, var, at vi tog begge samme tog til Monaco for at skabe et godt netværk og at vi ville starte vores eget med tiden”
At skulle lave nye forbindelser og skabe et netværk skulle vise sig at være en nem sag for dem begge to.
”Vi startede på universitetet og hurtigt begyndte vi sammen at tage til en masse forskellige arrangementer. Vi tog til Ted Talks, events, netværksmøder og brugte alle muligheder til at møde nye mennesker. Vi passede selvfølgelig vores studier, men noget af det vigtigste for os var at møde mennesker og skabe et netværk.”
(Læs også: Even Ramsland: Med hjertet på rette sted)
En idé formes
”Så kom tidspunktet, hvor vi skulle på et udvekslingssemester, hvor vi alle skulle og studere et semester i et andet land og et anden universitet. Manila tog til Kina og jeg tog til London. Der brugte vi så fire måneder hver i hvert vores land. Mens vi var af sted, skrev Manila til mig, at hun havde fået en knaldgod idé. Det ville hun dog først fortælle om, når vi var tilbage i Monaco.
Tiden i England gik hurtigt og så var vi allerede tilbage i Monaco igen. Manila og jeg aftalte så hurtigt, at vi ville mødes på vores yndlingscafé. Til mødet fortalte hun mig om sin idé. Det handlede om VR-oplevelser (Virtual Reality, red.) for internetkunder, der gik ud på, at når man kom ind på et brands hjemmeside, så skulle man have muligheden for at tage VR-briller på derhjemme og navigere rundt i deres butik. Og det var noget, som hun ville starte med mig.”
Til samme møde fik de to så også mulighed for allerede der at udvikle idéen.
”Derfra begynder idéerne så rigtig at komme. Jeg smed ind, at det kunne være en social oplevelse, at det kunne være et multiplayer-event og at vi også kunne åbne op for verdenen udenfor butikken. Så blev det ret hurtigt indviklet og vi kunne allerede se der, at vi havde brug for nogen, der havde erfaring på området, og at vi havde brug for nogen, der kunne strukturere vores flyvske tanker. Vi besluttede os for at vi ville finde hjælp først, før vi fortsatte med at udvikle idéen og realisere den.”
Et stærkt netværk fører til gode resultater
Og det skulle ikke være anderledes for Christian og Manila, der på det tidspunkt allerede havde skabt et bredt og stærkt netværk, for deres netværksdannelse gav hurtigt pote på flere måder.
”Vi kendte allerede på det tidspunkt en masse mennesker, og jeg fandt så ud af, at en af dem, der sidder som managing partner i den nyeste startup incubator i Monaco, Monaco Foundry, var Brian Frederiksen. Og han havde altså også en masse forbindelser i startupuniverset. Så jeg tog kontakt til Brian og jeg tænkte, at det kunne give mening, fordi jeg er dansker og det er han jo også, så der var en god indgangsvinkel. Jeg skrev derfor til ham på dansk og fik så svar rimeligt hurtigt, hvor vi efterfølgende aftalte at mødes på et hotel til en uforpligtende snak. Til mødet kunne jeg mærke, at jeg havde en rigtig god kemi med ham og at han kunne være vigtig for Manila og mig, fordi han kender en masse gode mennesker i iværksættermiljøet i Monaco.
Jeg fortalte ham så om mig selv, Manila og vores projekt, som vi ikke rigtig vidste, hvordan vi skulle gribe an. Men vi ville have at det skulle gøres ordentligt ved at hente erfaring hos andre. Og jeg sørgede for at Brian kunne se, at det kunne blive et rigtig spændende startupeventyr. Og det kunne han se, for han sagde, at det her, det kunne altså blive en pissefed startup. Og ikke mindst spurgte han mig om Manila og jeg kunne komme dagen efter på Monaco Foundry’s kontor og pitche vores idé til ham og hans partner, Fabrice Marquet, der er Monaco’s Jesper Buch, altså en superiværksætter med IPO’s i bagagen.”
Den korte frist til mødet satte gang i Christian og Manila, der på det tidspunkt ikke havde meget på skrift.
”Vi var meget ustruktureret på det tidspunkt, for idéen var kun i udviklingsfasen. Vi havde haft en masse løse snakke, tusind Word-dokumenter, der blev kastet frem og tilbage mellem os to, og en masse markedsundersøgelse, men altså intet konkret endnu på det tidspunkt. Så vi var nødt til at komme i arbejdstøjet med det samme og komme i gang med arbejdet.
Monaco Foundry sendte så en liste over de punkter, som de gerne ville høre om, som gjorde arbejdet meget nemmere for mig og Manila. Derefter fulgte 30 timer uden søvn for os begge to, fordi var så uforberedte før vi kom i gang, så var vi nødt til at arbejde igennem natten for at blive klar.
Vi nåede at blive klar og mødte op hos Monaco Foundry, hvor Fabrice Marquet, Brian Frederiksen og en helvedes masser mennesker ventede på at høre vores pitch. Det gik godt. Det gik så godt, at de til allersidst kom med et bud på noget, der på daværende tidspunkt kun var en flyvsk idé. Der var ingen produkt, der var ingen etableret virksomhed, der var absolut ingenting udover idéen.
Efter de kom med buddet, satte Manila og mig os i lokalet ved siden af mødestedet og begyndte at drøfte buddet. Buddet var noget kapital og selvfølgelig også rigtig meget knowhow og rigtig mange forbindelser. Så for os var det en no-brainer og vi lukkede faktisk aftalen med dem med det samme.
Det var så surrealistisk, som det kunne blive. Vi havde stort set ingenting, men her var der folk, der ville investere i den flyvske idé, vi havde og os som personer, fordi at de kunne se ilden i vores øjne. Bagefter kan jeg godt love for at vi begge to gik ud af bygningen, fandt et lille hjørne, hvor ingen kunne se os, og begyndte at springe og række armene i vejret af ren glæde.”
Arbejdet begynder med især én stor udfordring
”Kort efter begyndte vi arbejdet sammen med folkene fra Monaco Foundry og især deres techfolk. Vi videreudviklede selve idéen sammen med dem og planlagde, hvordan vi skulle føre den ud i livet. Vi besluttede os få, at projektet skulle blive til en genopbyggelse af den virkelige verden i en VR-verden, hvor vi vil integrere rigtige butikker, live-events, museer, fodboldstadiums, osv. Altså vi ville bringe den virkelige verden ind i VR.
Vi kunne se, at det ville blive meget teknisk kompliceret og mere end, hvad vi selv ville kunne klare, selvom Monaco Foundry havde gode techfolk i stalden. Vi besluttede os derfor, at vi ville lede efter en CTO (teknisk direktør, red.), der skulle lede techafdelingen. Vi fandt så en knalddygtig amerikaner ved navn John Gwinner, der er topskribent i Qoura omkring VR-emner og har skrevet bøger om samme emne. Vi fik fat i ham og efter lidt kamp og overtalelse fik vi ham overtalt til at komme og arbejde med os. For det første så var vi først i udviklingsfasen og for det andet havde vi ellers fået en god portion penge af Monaco Foundry, men en mand som John Gwinner er rigtig, rigtig dyr, så vi var nødt til at give en ejerandel og fast løn til ham oveni. Men han er alt det værd, fordi han er så dygtig til sit arbejde, der jo er kernen i Dworld, som vores virksomhed nu kom til at hedde.
Jeg fik så i forbindelse med ledelsesudvidelsen en rolle, hvor jeg mere var i den daglige forretningsudvikling, idégenerering og agere forbindelse mellem virksomheden og andre folk, som vi kunne have brug for, i mit netværk.”
Det gik rigtig godt for virksomheden, som du kan læse, men ingen virksomhedsopstart uden hovedpiner. Selskabsregistrering i Monaco er nemlig ikke lig andre landes ditto.
”Når vi vil oprette et selskab her i Danmark, så skal vi bare kontakte en advokat, få lavet en ejeraftale og diverse få dokumenter og frem med NemID og computer, så er man i luften.
Sådan fungerer det ikke i Monaco, hvor de som regel er meget mere kræsne omkring alt i landet. Regeringen i Monaco kræver en masse, før de vil godkende én. For eksempel skulle vi have fundet vores originale dåbs- og fødselsattester frem, underskrive flere hundrede siders dokumenter og simpelthen hente straffeattester fra alle de lande, vi har været i de forrige fem år. Det skabte lidt forvirring, at jeg ringede til et kontor i New York, hvor jeg havde været i blot to måneder for et par år siden, og bad om at de sendte en straffeattest. Derudover skulle vi også interviewes af regeringsfolk og derefter også en masse korrespondance med dem igen. Interviewet virkede meget som en personlig screening og handlede egentlig ikke så meget om selve selskabet, de spurgte selvfølgelig til det, men det var mest personligt.
Og ikke nok med at de krævede meget, det hele foregik også meget langsomt. Jeg mener, at hele processen tog omkring syv måneder eller deromkring. Det tog simpelthen virkelig lang tid. Det blev også lidt sort for os til sidst, fordi vi ikke vidste, hvornår processen var færdig eller om vi overhovedet fik regeringens accept. Men det lykkedes i sidste ende.
Det giver et perspektiv på, hvor meget vi egentlig tager tingene for givet her i Danmark. Og når jeg hører folk herfra over, hvor hårdt de har det med at starte virksomhed, tænker jeg bare tilbage på min oplevelse i Monaco.
Jeg synes, at vi skal prise os lykkelige overfor at vi har det så nemt på det punkt her i Danmark.”
