Tesla, Inc., er en af de mest værdifulde bilfabrikanter i hele verden, trods for at selskabet har eksisteret under 20 år.
Det innovative selskab er kendt for sine elektriske biler og er faktisk det mest værdifulde bilfabrikant, der udelukkende sælger elektriske biler. Bilfabrikanten solgte knap 500.000 elektriske biler i 2020, havde en omsætning på $31,54 mia. (ca. 190 mia. DKK) og har over 70.000 ansatte rundt om hele verden.
Vi kigger på Teslas første 10 år.
Relateret: SpaceX: Mission til Mars
Stiftelse
Tesla og rigmanden, Elon Musk, er i dag synonyme, men det er faktisk ikke ham, der stiftede selskabet. Det gjorde ingeniørerne, Martin Eberhard og Marc Tarpenning. Dengang hed selskabet Tesla Motors og blev stiftet 1. juli 2003 i San Carlos, Californien, USA. Selskabet blev opkaldt efter Nikola Tesla, der var en serbisk-amerikansk opfinder fra 1800- og 1900-tallet. Stifterne valgte navnet, fordi Nikola Tesla var en pioner indenfor elektroteknik og var også manden bag vekselstrøm, der nu bliver brugt overalt.
Eberhard og Tarpenning havde en drøm at lave en 100% elektrisk bil, der kunne sælges mainstream i USA og hele verden. General Motors (GM) havde lavet nogle tests med en elektrisk bil, EV1, i slutningen af ’90’erne. Og trods for at testene var lovende, blev projektet kasseret og droppet af GM i 1999. Men Eberhard og Tarpenning kunne se et potentiale i projektet og stiftede dermed Tesla Motors sammen.
Eberhard, der var direktør i selskabet, og Tarpenning, der var finansdirektøren, havde allerede deres første slutprodukt i tankerne: En elektrisk sportsbil.
Elon Musk, The Roadster og direktørudskiftninger
I 2002 solgte Elon Musk og hans medejere PayPal. PayPal var resultatet af en fusion mellem X.com, der var Elon Musks startup, og Confinity, der var blandt andet stiftet af Peter Thiel. Det blev solgt til eBay for hvad der svarer til ca. 11,8 mia. kr. i dag. Af dem fik Elon Musk ca. 1,6 mia. kr. i nutidens værdi. Mens mange ville have levet lykkeligt til deres dages ende, havde Musk lyst til mere eventyr. Først stiftede han SpaceX, en privat rumfartsselskab, og derefter søgte han også efter noget andet: Et elbilsselskab, der kunne hjælpe til med at realisere hans drøm om en bæredygtig verden.
Gennem sit netværk fandt han Tesla Motors (selskabet ændrede navn til Tesla, Inc. I 2017), der på det tidspunkt også havde fået den første ansatte i form af Ian Wright, i 2004. Og Musk var imponeret over, hvad Eberhard og Tarpenning havde nået i løbet af den korte tid, selskabet havde eksisteret. Så imponeret at han investerede ca. 55 mio. kr., da de tre Tesla-medarbejdere søgte investorer, der kunne skyde omtrent 65 mio. kr. ind i selskabet.
Hurtigt blev Elon Musk involveret i selskabet og blev straks bestyrelsesformand. Med hans hjælp, nåede Tesla at hente over 1,4 mia. kr. hos investorer i løbet af de næste fem år. Over 500 mio. kr. af dem kom direkte fra Elon Musk.
Pengene gav Tesla mulighed for at udvikle The Roadster, den elektriske sportsvogn, Eberhard og Tarpenning længe havde drømt om.
Det hele foregik dog ikke uden en del kontroverser. Eberhard, der havde ledt selskabet i 4 år, blev i august 2007 bedt om at træde tilbage som direktør. Han blev erstattet midlertidigt af Michael Marks, der på det tidspunkt var en af de store investorer, mens Ze’ev Drori blev den permanente direktør i november 2007.
Eberhard, der frivilligt, men modvilligt, trådte tilbage, fik skylden for at det trak ud med udviklingen af The Roadster, hvis prototyper allerede i 2006 var blevet offentliggjort og vist på bilshows. Martin Eberhard og Marc Tarpenning, de oprindelige stiftere af Tesla, trådte helt ud af selskabet i januar 2008. Eberhard sagsøgte Tesla og dens daværende ejere og anklagede dem for, at han og Tarpenning var blevet skubbet modvilligt ud af Tesla af blandt andet Elon Musk. Søgsmålet nåede aldrig retten og parterne indgik et forlig, der blandt andet indebar, at Elon Musk og Ian Wright blev anset som en af de oprindelige stiftere sammen med Eberhard og Tarpenning.
Den nye direktør, Drori, fik styr på udviklingen og sørgede hurtigt for transitionen fra udvikling til produktion. Allerede i februar 2008 blev den første Tesla Roadster (dens officielle navn blev skiftet fra The Roadster) leveret til Elon Musk og herefter begyndte Tesla at producere og sælge Roadstere langsomt, men i stigende grad.
Læs også: Verdens rigeste mand: Bernard Arnault
Tesla Roadster (første generation)

Type: Sportsvogn
Længde: 3,95 m
Bredde: 1, 87 m
Højde: 1,13 m
Motor: 3-faset, 4-polet induktionsmotor
Rækkevidde: 393 km.
Max hastighed: 201 km/t
Produktion: 2008-2012
På randen af konkurs
Tesla Roadster blev hyldet overalt på jorden. Den var revolutionærende på mange måder indenfor bilbranchen. En af de store problemer, de store bilselskaber havde med deres elbilsprototyper, var batterierne; de kunne ikke får dem til at række langt. En Tesla Roadster kunne køre næsten 400 km på en enkelt opladning.
Trods for innovationerne med Roadster, blev den reelt aldrig en succes. Den langtrækkende batteri krævede samtidigt også opladning på op til 48 timer. Men det var ikke eneste grund til at Roadster reelt blev et flop. Prisen på hvad der ville svare til mere end 800.000 kr. i dag var et problem for mange dengang, hvor den økonomiske krise også havde en rolle.
Og ikke mindst havde Tesla dengang ikke kapacitet til at producere mange elbiler. I starten kunne de kun producere få biler om ugen og selvom de langsomt udviklede produktionskapaciteten, betød det ikke særligt meget. Tesla kunne ikke blive mainstream; der var simpelthen ikke folk nok, der ville have det. Det blev set som en luksusvare og de rige og berømtes trofæ, de kunne vise verden for at cementere deres bæredygtighed.
I september 2008, samme år som Tesla Roadster påbegyndte produktion, tog Musk over som direktør og blev mere involveret i det daglige drift. Han har siden dengang siddet solidt på direktørstolen.
Tesla var på randen af konkurs. Elon Musk havde lagt penge i projektet personligt adskillige gange, men var selv ved at løbe tør for penge, da Tesla i december 2008 så ud til at skulle lukke. Men hvad der ifølge Musk var, ”den sidste time i den allersidste dag”, kom redningen fra Daimler, en tysk bilproducent, der juledag investerede over 350 mio. kr. i Tesla.
Det blev en kortsigtet redning og i 2009 var Tesla igen i alvorlig pengemangel. Men den helt store redning kom fra USA’s energiministerium, der lånte Tesla hvad der svarer til over 3,5 mia. kr. i dag, i juni 2009. Det gav Tesla finansernetil at udvide produktionskapaciteten og flytte hovedkontoret og fabrikken til Palo Alto, Californien, USA.
Gennembruddet med Model S
Allerede i 2008 annoncerede Tesla, at det havde planer om en ny sedan, dens Model S, der ville blive billigere og på mange måder bedre end Tesla Roadster. Her var Teslas mål og håb, at en billigere og mere børnefamilievenlig elbil, kunne gøre Tesla mainstream og dermed også mere profitabel.
Med lånet fra energiministeriet, kunne Tesla udvikle Model S videre og eventuelt påbegynde produktionen. Og i 2010 fik selskabet endnu flere penge at lege med, da det blev børsnoteret og samlede over 1,5 mia. kr.
Næste år blev den første prototype af Model S vist for offentligheden og næste år igen begyndte de at sælge første Model S.
Roadster, der på det tidspunkt i 2012 var udkommet i 2010-modellen, sport-modellen og 2.5-modellen, blev lagt på hylden og Tesla begyndte at satse fuldt ud på Model S, der blev et øjeblikkeligt hit. Roadster nåede kun at blive solgt i omkring 2.450 eksemplarer. Der blev solgt og leveret omkring 3.000 eksemplarer af Model S kun i 2008, selvom det kun havde været i produktion i lidt over et halvt år. Og for første gang kunne Tesla vise sit kvartalsvise overskud i 2013.
Model S blev den helt store redning for Tesla, der siden da aldrig har kigget sig tilbage.
2013 Tesla Model S 40 RWD Asd

Type: Sedan
Længde: 4,98 m
Bredde: 1,96 m
Højde: 1,43 m
Motorer: For– og bagmotorer (elektriske)
Rækkevidde: 223,7 km.
Max hastighed: 177 km/t
Produktion: 2012-