budgetter

Budgetter

Budgetter er meget vigtige for styringen af din virksomheds økonomi. Mens din virksomheds regnskaber viser fortidens økonomiske resultater, er budgetter værktøjer til at forudse fremtidens forbrug, indtægter, likviditet eller resultater på en kvalificeret måde.
Vi vil i artiklen gennemgå tre vigtige budgetter, som du kan have med i din forretningsplan.

Dine planer i din forretningsplan skal omsættes til tal i form af budgetter. Dine budgetter skitserer din virksomheds økonomiske og operationelle mål. Det kan tænkes som en handlingsplan, der hjælper dig med at styre dine ressourcer, evaluere din virksomheds præstationer og formulere dine planer tilsammen.

Dine budgetter er vigtige dele af din forretningsplan. De forbliver vigtige dele af driften af din virksomhed, så længe den kører. De vil blive en del af din kvartalsvise, halvårlige eller årlige rutine, hvor du skal revidere, om de seneste budgetter er blevet overholdt eller ej og prøve at styre fremtidens indtægter og omkostninger med nye budgetter.

Du kan bruge dine budgetter til at bestemme om du skal øge eller mindske markedsføringsindsatser, indkøb, ansætte eller fyre medarbejdere, oprette eller nedlægge filialer og generelt optimere din virksomhed på den ene eller anden måde.

Budgetter er urokkeligt nødvendige, hvis du skal bruge din forretningsplan til at søge finansiering eller investering. Uden budgetter er der ingen chance for at du kan opnå hverken det ene eller den anden. Sørg for at lave dine budgetter.

(Læs også: Skriv din egen forretningsplan)

Find professionel hjælp til dine budgetter

Budgetter kan virke enkle ved første blik, virkeligheden kan dog være en hel anden. Man kan nemt miste overblikket over alle poster, der skal med i budgetterne. Man kan nemt lave små beregningsfejl, der i enden bliver store og svære at finde. Eller kan det blive svært at finde ud af, hvor forskellige posteringer skal stilles i budgettet.

Med professionel hjælp undgår du alle problemer, der kan være. Søg hjælp hos din revisor, bogfører eller anden rådgiver. Dit lokale erhvervsudviklingscenter kan være behjælpelig med at finde en til dig, hvis du selv har svært ved at finde den rigtige hjælp. Nogle gange kan de endda finde en økonomisk rådgiver, der indledningsvis vil hjælpe dig gratis. Hjælp til budgetter kan du også finde hos Startup Consulting.
Lav gerne dine budgetter selv i forvejen. Det kan give din rådgiver et godt udgangspunkt, som måske kan gøre det billigere for dig at få hjælp i sidste ende.

Relateret: Skabelon til forretningsplan

Indholdet af Budgetter

Privatbudget er ikke med i dette afsnit, da vi bruger den under Personlige forhold i forretningsplanen.

Der er tre slags budgetter, du kan have med i din forretningsplan:

  • Etableringsbudget
  • Driftsbudget
  • Likviditetsbudget

Etableringsbudget

Etableringsbudgettet viser dine omkostninger, der er relateret til din virksomheds opstart. Hvis du er i gang med at lave en forretningsplan til en virksomhed, der er allerede godt i gang, kan du bare springe etableringsbudgettet over. Undtagen, hvis du laver planen i forhold til et større projekt, du måske vil søge finansiering til. I det tilfælde kan du lave et etablerings- eller projektbudget. Projektbudget er det samme som etableringsbudget, navnet er eneste forskel. Begge viser omkostninger i forhold til et vist formål.

Dit etableringsbudget kan indeholde mange forskellige konti. Det hele afhænger af, hvad du er nødt til at have med for at kunne starte din virksomhed eller projekt op.
Nogle af de konti kan være lokaleomkostninger, produktionsudstyr, produktudviklingsomkostninger, inventar til butik/restaurant/bar/andet, biludgifter, rådgivere, markedsføring, patentanmeldelser, lønomkostninger, vareindkøb, osv. Alt, der skal bruges til opstarten af virksomheden.

Hvis du har finanserne i orden, så kan det måske lade sig gøre med øjeblikkelige omkostninger til udstyr eller andet, der ikke er nødvendige til opstart. Men hvis det er modsat, vil det være værd at overveje om det unødvendige ikke kan vente til et senere tidspunkt, selvom det kan være nødvendigt på et senere tidspunkt. Du får nemmere ved at få finansiering, hvis du kan prioritere dine valg og udsætte andre til senere budgetter.  

Driftsbudget

Et driftsbudget kaldes også et resultatbudget. Et driftsbudget viser de forventede indtægter og udgifter og dermed også det forventede resultat i form af overskud eller underskud for en fremtidig periode. Driftsbudgettet er dermed det budget, som du kommer til at følge som det generelle budget i løbet af en periode.

På indtægtssiden af driftsbudgettet sætter du et mål for, hvor meget du vil sælge i løbet af perioden. På udgiftssiden sætter du rammer og begrænsninger for, hvor meget du skal bruge på de forskellige konti i budgettet.

Driftsbudgetter behøver ikke at være fuldstændigt fastlåste. De kan være dynamiske. Dine tal er trods alt kun kvalificerede gæt. Hvis det ender med at du får en højere indtægt end forudset, skal du sikkert bruge mere for at tjene de ekstra penge, men din overskud og rådighedsbeløb bliver tilsvarende højere, også kan du sikkert købe nogle udstyr, du kan få brug for. Og det omvendte gælder også.

Indholdet kan som alle andre budgetter variere og vil være afhængig af dine udgifter, branche og type virksomhed. I grove træk er der dine indtægter, variable udgifter, faste udgifter, renter og afskrivninger. I bundlinjen har du dit resultat før skat.

Variable udgifter er udgifter, der har direkte relation til salg gennem produktion eller indkøb af salgsvarer. Faste udgifter er udgifter, der ikke har relation til produktion eller salg af dine produkter. Renter kan både være indtægt eller afgift. 

Det afhænger af, hvor meget du har fået af indtægt i forhold til dine renteudgifter. Afskrivninger er udgifter, selvom de ikke er pengerelateret. De er relateret til dine aktivers fald i værdi, som i sidste ende kan koste dig penge, hvis du skal sælge disse.

Driftsbudgettet skal være uden moms, da moms er en afgift, der ikke medregnes i regnskaber.

Likviditetsbudget

Likviditetsbudgettet viser din kontantbeholdning og dermed din evne til at betale regninger. Likviditetsbudgettet skal laves med månedlige beregninger over indtægt og udgifter. Den måde viser om din virksomhed vil have likviditet nok til at kunne betale dens regninger.

Virksomhedens likviditet ændrer sig i takt med at pengene kommer ind (indtægter) og ud (udgifter). Selvom man opnår salg, betyder det ikke nødvendigvis får alle eller dele af pengene med det samme. Som virksomhed har man mulighed for at yde kredit til kunderne, ligesom ens leverandører kan gøre det for én. Det skal man tage i med i overvejelserne, før man laver likviditetsbudgettet.

Konti på likviditetsbudgettet kommer stort set til at være det samme som ved driftsbudgettet. Forskellen vil være inkluderingen af moms, kasse, bankkonti og kassekredit, hvis man har det. Indgående og udgående moms og betaling af dette påvirker naturligvis likviditeten, derfor skal det inkluderes. Dine tal på driftsbudgettet og likviditetsbudgettet på bundlinjerne kommer derfor ikke til at stemme. Det er ikke meningen de skal. Dine endelige tal i dit budget bliver til regnskab og likviditeten overføres balancen.

Likviditetsbudgettet er det sværeste af dine budgetter, du kan lave til din forretningsplan. Søg derfor hjælp hos kyndige, hvis du ikke har erfaring indenfor området.

Afslutning

Se dine budgetter som økonomiske handlingsplaner, der hjælper dig med at styre virksomheden. De er nyttige styringsværktøjer.

Hvis du vil opnå finansiering eller finde en investor, er budgetter absolut nødvendige indhold til din forretningsplan. Lav dem inden du sender din plan til nogen.

Budgetter er svære at lave. Søg hjælp til at lave dine budgetter. Hvis du har prøvet at lave budgetterne selv, kan du sende dem med. Det kan måske spare dig penge.

(Læs den oprindelige artikel)

Eksterne links

  • Virksomhedsguidens “Skabeloner til din virksomhed. Heriblandt etableringsbudget, driftsbudget, likviditetsbudget, forretningsplan, m.m. Tryk her
  • Dansk YouTube-guide til at skrive budget på Excel. Tryk her

Flere artikler

Startup Magazine

NYHEDSBREV

STARTUP MAGAZINE new logo white

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV OG MODTAG
NYT OM NYE ARTIKLER OG PRODUKTER