markedsføre

4 tips til at markedsføre dig mere på kortere tid

Markedsføring på sociale medier, din blog, dit nyhedsbrev og så videre kan være ekstremt effektivt til at få nye kunder.

Desværre kan content marketing også være en glubsk tidsrøver.

Stirrer du nogle gange på den blinkende cursor, mens du indvendigt råber ad dig selv “Så find da på noget!”?

Så får du her fire tips til, hvordan du får laver mere indhold til dine platforme på kortere tid.

Bonus: Ud over at tippene gør dig mere effektiv, så sikrer de også, at du får det gjort.

Hold på Raybans og sombrero. Nu kører bussen.

(Læs også: Markedsføring på sociale medier | Statistikker og fordele og ulemper)

1. Lav faste indholdsformater

Find lige på noget genialt.

Lige nu.

Ja. Nu!

Det er svært, ikke?

Det første tip til at blive mere effektiv, når du markedsfører dig med content, er, at lave nogle faste formater.

Du behøver naturligvis ikke føle dig lænket til formaterne. Men de hjælper dig med en ramme at lave dit indhold indenfor.

Hvilke faste formater du skal have, afhænger både af din målgruppe, og hvad du sælger.

Så for at illustrere, hvad jeg mener, får du her fem formater til indhold, som jeg har lavet til en af mine kunder. Hun er kostvejleder.

Format 1: En opskrift (med et mundvands-sjaskende, lækkert billede)

Format 2: Det hurtige tip til kost/motion (skal være noget, som målgruppen nemt kan gøre)

Format 3: Historier om klienter, hun allerede har hjulpet (som inspirerer målgruppen til at ville gennemgå samme forvandling)

Format 4: Den grundige viden – fx et blogindlæg (som brander kostvejlederen som troværdig og dygtig)

Format 5: Salgsopslag på forløb/produkter (som… well… sælger)

Det kan være svært at begynde med formaterne, hvis du er helt ny i forhold til at markedsføre dig med indhold. Så føl ikke noget pres for at lægge dig fast på et koncept.

Du kan altid teste ting af og kigge på, hvad der gik godt – og så derefter udvikle nogle faste formater.

2. Versionér dit indhold til forskellige platforme

Du behøver ikke opfinde den dybe tallerken hver gang.

Du kan splitte dit indhold op, pakke det om og versionere det til forskellige platforme.

Lidt ligesom DR gør, når de har en god nyhedshistorie. Historien kan godt blive til både et tv- og radio-indslag, en artikel og en infografik til sociale medier.

Substansen er den samme. Indpakningen er forskellig og tilpasset platformen/mediet.

Brug for et eksempel i markedsføringssammenhæng?

Lad os sige, du har skrevet et liste-blogindlæg. Du ved, sådan et “5 ting, du skal huske, når…”-blogindlæg.

Du kan naturligvis dele blogindlægget på dine sociale medier. Og så sige “Det var det”.

Men det er ærgerligt.

For du kan også:

  • Splitte blogindlægget op i fem selvstændige opslag til Facebook/Instagram/LinkedIn
  • Dele blogindlægget i dit nyhedsbrev – eller lave et nyhedsbrev ud fra hvert punkt
  • Indtale blogindlægget og bruge det som et afsnit af din podcast
  • Lave fem små videoer, hvor du bruger pointerne fra oplægget
  • Lave en Story til Facebook/Instagram/LinkedIn om hvert punkt
  • Bruge blogindlægget eller hvert enkelt punkt som udgangspunkt for en Facebook Live eller et webinar, hvor du går i dybden

 

Mulighederne er uanede for at “malke” dit indhold, så du går længere på literen – og så du samtidig får påvirket din målgruppe flere gange.

3. Producér i pukler

Du bliver langt mere effektiv i din produktion af blogindlæg, opslag til sociale medier, nyhedsbreve og så videre, hvis du producerer det i pukler.

Frem for at du går i panik hver mandag (a la “Shiiiit, jeg har ikke delt noget i en uge!”) og skal finde på noget i farten, så gør du det her:

  • Sæt 4-8 timer af på én dag – eller hvor længe du nu behøver
  • Producér dit indhold til den næste måned på én gang
  • Planlæg indholdet til at gå på, blive sendt ud osv.
  • Det var det

 

Vores hjerner har svært ved at springe fra opgave til opgave. Derfor bliver du langt mere effektiv, hvis du i stedet sætter en større mængde tid af og får det hele produceret på én gang. 
Det samme gælder, hvis du arbejder med kampagner i din markedsføring.
Kampagner fokuserer din markedsføring på ét produkt eller én ydelse. Her har du også gavn af at planlægge dit indhold på tværs af dine kanaler og producere det nogenlunde samtidig.
Så er du i flow og får skabt en sammenhæng i dit indhold og dine budskaber.

4. Genbrug dit indhold

Her går rigtig mange virksomheder og selvstændige galt i byen.

De tænker, at de konstant skal producere nye, geniale opslag på LinkedIn, blogindlæg og videoer. Og ja… selvfølgelig skal du ikke bare gentage dig selv ord for ord hele tiden.

Men:
Dine kunder har – sandsynligvis – behov for at høre de samme pointer flere gange. Måske endda mange gange. På forskellige måder.
Der kommer løbende nye følgere, læsere, lyttere til, som ikke har læst dit blogindlæg fra sidste år med dine fem geniale pointer. Så del det nu bare igen.

Selvfølgelig: Alt med værdighed og måde.

Men lad nu ikke dit superengagerende og gode indhold dø, fordi du har delt det en enkelt gang.

Der skal nok være nogle nye følgere, som kan bruge det – eller nogle gamle, som har brug for at blive mindet om det igen.

Køreplanen til mere effektiv markedsføring

For at få lavet mest og bedst muligt indhold til din content marketing, kan du altså:

  1. Lave faste indholdsformater Så du altid har nogle rammer at lave dit indhold indenfor og ikke behøver opfinde den dybe tallerken.

  2. Versionere dit indhold til forskellige platforme Så du udnytter substansen i dit indhold 100% ved at twiste formen på det – for eksempel kan et blogindlæg med fem pointer blive til fem opslag på SoMe

  3. Producere i pukler Så du indstiller din hjerne til at få gode idéer og producere indholdet – fremfor at blive forstyrret og skulle gå til og fra det

  4. Genbruge dit indhold Så nye følgere får dine vigtige pointer – og gamle følgere bliver mindet om dem igen

God fornøjelse!

(Læs flere indlæg af Ninna Andreasen)

Flere artikler

Startup Magazine

NYHEDSBREV

STARTUP MAGAZINE new logo white

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV OG MODTAG
NYT OM NYE ARTIKLER OG PRODUKTER